Salget af Østre Havn stadig uafklaret
Medie-kronologi. (ikke alle artikler fra Børsen eller Nordjyske Stiftstidende bragt i forbindelse med salget er nødvendigvis nævnt i nedenstående kronologi). Indledningen er avisens overskrift.
Artikler fra Dagbladet Børsen
Havne-område i Aalborg hævdes solgt alt for billigt (Børsen 25.03.08.)
Dagbladet Børsen bringer stort opsat artikel om, at Østre Havn – som et af de mest attraktive havnearealer i Danmark – er blevet solgt for et hidtil hemmeligholdt beløb for to år siden. Prisen er sat til 44 mio. kroner, mens eksperter i Børsen vurderer, at grunden burde have koste omkring 700 mio. kroner. Morten Crone, adm. dir. i NCC ville gerne have været tilbudt grunden, men fik aldrig at vide, at den var til salg. Frede Clausen, adm. dir. TK Development, mener kvadratmeterprisen vel kunne være 5000 kr./kvadratmeter. Asger Engaard, adm. dir. i A. Enggaard, siger, at man har givet markedsprisen. Borgmester og formand for Aalborg Havn, Henning G. Jensen (A), siger ligeledes, at prisen er den rigtige, og at man er tilfreds med prisen, der svarer til 250 kr./kvadratmeter.
Ekspert venter konkurrencesag mod Aalborg (Børsen 26.03.08)
Børsen følger op på salget af Østre Havn. EU-ekspert Peter Vesterdorf fra Håndværksrådet mener, salget er sket i strid med EU-kommissionens retningslinje. Salget burde – selv om der er tale om salg på komplicerede betingelser – have været i offentligt udbud eller i det mindste have været forelagt en ekstern sagkyndig, så Aalborg Havn var sikker på, at prisen var korrekt. Sagen vækker undren på Christiansborg, hvor flere politikere vil have Statsforvaltningen Nordjylland til at gå ind i sagen.
Aalborg-borgmester ses efter i kortene (Børsen 27.03.08)
Statsforvaltningen Nordjylland undersøger nu mulighederne for at rejse en sag om ulovlig statsstøtte ved (angiveligt) at have solgt Østre havn for billigt. Enhedslistens Per Clausen går ind i sagen, og mener Aalborgs borgmester påfører byens borgere et betydeligt tabt, selv om det er havnen, der sælger arealerne. Aalborg Kommune ejer 98 procent af aktierne i Aalborg Havn, der blev et selvstændigt aktieselskab i 2001. Hos Konkurrencestyrelsen oplyses det i samme artikel, at det er EU-kommissionen, der har beslutningskompetence til at tage stilling til, om sagen reelt handler om ulovlig statsstøtte.
EU eneste instans til at undersøge sag (Børsen 28.03.08.)
Statsforvaltningen Nordjylland afviser at gå ind i sagen om prisen på Østre Havn. Statsforvaltningen har ikke lovhjemmel til at undersøge aktieselskaber som Aalborg Havn. Dermed er eneste klagemulighed EU-kommissionen, der i givet fald kan rejse en sag om ulovlig statsstøtte, hvis ellers Østre Havn er solgt for billigt.
Havnens bestyrelse sat uden for døren i Aalborg (Børsen 31.03.08.)
Da Aalborg Byråd skulle tage stilling til en rammeplan for Østre Havn, blev fem byrådspolitikere med borgmesteren og formanden for teknik- og miljøudvalget, sendt uden for døren. De fem forviste sidder alle i bestyrelsen for Aalborg Havn, og ville derfor være inhabile, da rammeplanen for området har afgørende betydning for den endelig pris på Østre Havn. Samme dag meddeler daværende EU-parlamentariker Karin Riis-Jørgensen (V), at hun vil opfordrer EU-kommissionen til at se på handlen.
Ministerier overvejer sag om ulovlig statsstøtte (Børsen 19.08.08.)
Såvel Transportministeriet (havnemyndighed) og Velfærdsministeriet (ansvar for kommunerne) er åbne for, at der rejses en sag om ulovlig statsstøtte. Konkurrencestyrelsen vil derfor snarest tage kontakt til deres kolleger i Bruxelles.
Artikler fra Nordjyske Stiftstidende
Ekspert: Havn solgt 500 mio.kr. for billigt (Nordjyske Stiftstidende 05.10.08)
Avisen skriver, at en uvildig vurdering prissætter Østre Havn til 653 mio.kr, mod den maksimale pris på 105 mio.kr. som A. Enggaard har købt grunden for. Det er Per Rienholdt fra GaardeErhverv, der står for vurderingen på vegne af Nordjyske Stiftstidende. Det nævnes endvidere, at Konkurrencestyrelsen undersøger, at reglerne for statsstøtte er overholdt.
Byens bedste grund til spotpris (Nordjyske Stiftstidende 05.10.08)
Artiklen uddyber salget og vurderingen. Det oplyses, at den endelig pris er mellem 44 og 105 mio.kr. afhængig af bebyggelsesgraden. Byrådsmedlem Vibeke Gamst (K) citeres for at sige, at Aalborgs skatteborgere er gået glip af 600 mio.kr. Af artiklen fremgår det desuden, at A. Enggaard allerede har solgt 15.000 til 25.000 etagemeter til Kuben.
Letsindigt at sælge uden udbud (Nordjyske Stiftstidende 05.10.08)
Peter Reinholdt og EU-ekspert Peter Vesterdorf mener, Østre Havn først skulle være solgt efter udbud. Borgmester Henning G. Jensen (A), som også er formand for Aalborg havns bestyrelser, afviser at udtale sig, så længe sagen verserer i Konkurrencestyrelsen. Nordjyske henviser til tidligere udtalelser fra borgmesteren om, at grunden er solgt til den rigtige pris.
Mobolagtig fremgangsmåde (Nordjyske Stiftstidende 05.10.08)
Advokat Preben Bang Henriksen (folketingskandidat for Venstre) forstår ikke, at salget ikke har været i udbud.
Politikere savner dokumentation (Nordjyske Stiftstidende 05.10.08)
Der burde have været foretaget en uvildig vurdering af Østre Havn inden salget, eller arealet burde have været solgt efter udbud, mener en række medlemmer af Aalborg Byråd. Rådmand Henrik Thomsen (SF) mener også, at salget burde have været i udbud for at fjerne enhver tvivl om, hvorvidt der er handlet til markedspris. Henrik Thomsen tvivler dog på, at prisen havde været højere af den grund, da en række mellemregninger, oprensning, nedrivning og eksisterende lejeaftaler på grunden indgår i prisfastsættelsen.
Optimistisk vurdering (Nordjyske Stiftstidende 05.10.08)
A. Enggaard mener, at den vurdering af prisen, avisen har fået foretaget, er alt for optimistisk. Han fastholder, at prisen på 44 til 105 mio.kr. er markedsprisen. Han siger i samme, at en uvildig mæglervurdering ville have givet samme pris. Han henviser bl.a. til, at der i kommunens seneste helhedsplan for området opereres med en samlet bebyggelse på 140.000 etagemeter, mens der i Nordjyskes beregninger er forudsat et byggeri på samlet 165.000 etagekvadratmeter. Desuden skal tre bygninger genbruges, hvilket er dyrt med dagens energikrav.
Havnen er lukket land (Nordjyske Stiftstidende 05.10.08)
Aalborg Kommune ejer 98 procent af Aalborg Havn A/S, men man kan ikke få relevante oplysninger om salget fra havnen, skriver avisen.
Normal fortjeneste på havn (Nordjyske Stiftstidende 07.10.08)
Nordjyske Medier beklager fejl i beregning af køb af Østre Havn. På forsiden af avisen skriver avisen, at man ikke har taget højde for prisen på nedrivning og oprensning, da man for nogle dage siden hævdede, at Østre Havn var solgt 500 mio.kr. under en eksperts vurdering af markedsprisen. I samme artikel citeres A. Enggaard for at sige, at Enggaard samlet set regner med at tjene mellem 30 og 60 mio.kr. på udviklingen af Østre Havn ud af en samlet investering på mellem 400 og 500 mio.kr. Han afviser samtidig, at A. Enggaard er blevet begunstiget som følge af manglende udbud.
Ja til havnesalg uden om byråd (Nordjyske Stiftstidende 12.11.08)
Kystdirektoratet giver Aalborg Havn medhold i, at havnen gerne må sælge grunde uden at inddrage Aalborg Byråd, selv om kommunen ejer 98 procent af Aalborg Havn A/S. Det er tidligere medlem af Aalborg Byråd, Rainer Dannemare (K), der mener, at Aalborg Byråd skulle have godkendt salget af Østre Havn. Han klagede oprindeligt til transportminister Carina Christensen (K), som sendte sagen videre til Kystdirektoratet, der nu fastslår, at hverken havneloven eller aktieselskabsloven er overtrådt. Havnebestyrelsen er i sin gode ret til at sælge Østre Havn, fordi beslutningen blev truffet ud fra rent forretningsmæssige hensyn. I samme artikel nævnes, at Konkurrencestyrelsen/EU stadig er ved at se på prisfastsættelsen af arealet.
Skarp kritik af lokal vurdering af Østre Havn (Nordjyske Stiftstidende 03.05.09)
Folketingskandidat for Venstre, advokat Preben Bang Henriksen, undrer sig over, at Konkurrencestyrelsen har udpeget tidligere formand for Dansk Ejendomsmæglerforening og valuar Leif Knudsen, Aalborg til at vurdere om salgsprisen på mellem 44 og 105 mio.kr var den korrekte markedspris i marts 2006, hvor Aalborg Havn sælger Østre Havn til A. Enggaard.
Kystdirektoratet afviser klage over Østre Havn (Nordjyske Stiftstidende 13.05.09)
Kystdirektoratet har gennemgået deres afgørelse fra november 2008 og fastholder efter granskningen, at salget af Østre Havn skete i overensstemmelse med både havneloven og aktieselskabsloven. Det var Rainer Dannemare (K), der mente, at Kystdirektoratet havde begået fejl i direktoratets tidligere afgørelse. Han truede med at gå til Folketingets Ombudsmand, hvis ikke Kystdirektoratet kiggede på sagen igen. I samme artikel nævnes, at Konkurrencestyrelsen stadig undersøger, om salget skete på markedsmæssige vilkår, ligesom styrelsen også ser på processen omkring salget.
Havn skal åbne op (Nordjyske 13.11.09.)
Nordjyske Stiftstidende hævder på forsiden og s. 4 og 5, at Aalborg Havns salg af Østre Havn uden udbud til A. Enggaard kan føre til en markant ændring af offentlighedsloven.
Avisen citerer forvaltningsekspert Oluf Jørgensen, Danmarks Journalisthøjskole, for at sige, at Nordjyskes afdækning af Aalborg Havns salg er et godt eksempel på, at der er behov for øget offentlighed.
Ifølge kommissionens betænkning afleveret nov.2009 foreslås det, at selskaber, hvor kommuner eller andre offentlige myndigheder ejer mere end 75 pct. af aktierne skal være omfattet af den ny offentlighedslov.
Havnens bemærkning: Den nuværende Lov om Offentlighed i forvaltningen er fra 1987. I 2002 blev der i regi af Justitsministeriet nedsat en kommission, der skal se på, hvordan man kan modernisere offentlighedsloven. Salget af Østre Havn har derfor med stor sandsynlighed ingen sammenhænge med en evt. revision af loven at gøre.
I den nuværende offentlighedslov er institutioner i selskabsform - eksempelvis A/S Storebæltsforbindelsen og Aalborg Havn A/S - undtaget af loven. Meningen med sådanne aktieselskaber - trods offentligt ejerskab - er, at de som udgangspunkt skal have samme vilkår som private aktieselskaber.
Aalborg Havn A/S forudser en række komplikationer med at skulle drive forretning på almindelige kommercielle vilkår, hvis man samtidig pålægges en omfattende pligt til at offentliggøre materialer o.l. i forbindelse med en given forhandlingsproces og efterfølgende handel.
Aalborg Havn A/S følger naturligvis det videre arbejde med kommissionens betænkning tæt.
Kommentarer fra adm. dir. i Aalborg Havn, Claus Holstein
Det mest betydningsfulde for os som virksomhed er, at vi sælger vores arealer helt efter reglerne. Det er af afgørende betydning for os som selvstændigt aktieselskab, at det er os Aalborg Havn A/S, der er sælger. Derfor er vi meget tilfredse med Kystdirektoratets afgørelser, der klart siger, at alle love og procedurer er overholdt.
Når vi sælger, sker det alene ud fra forretningsmæssige overvejelser. Det er direktionens beslutning efter godkendelse fra havnens bestyrelse – uanset hvem, der sidder i bestyrelsen.
I forhold til Konkurrencestyrelsens afgørelser kan vi kun vente. Men vi er stadig af den overbevisning, at salget i marts 2006 skete på markedsmæssige vilkår, og at prisen - og betingelserne i øvrigt fra vores side - er fair for alle parter. Det mener vi også at have dokumenteret i det meget omfattende materiale, vi har sendt til Konkurrencestyrelsen.
Vi har ingen interesse i at sælge billigt til nogen, da det vil udhule værdien af Aalborg Havn A/S. Uanset, hvem der ejer havnen, har man som ejer kun interesse i at have så solid en forretning som muligt, så ejerne – den dag de måtte ønske at sælge – kan få den bedste pris for aktierne. Det er som direktion vores opgave, at drive havnen bedst muligt og sikre virksomhedens værdier.
Vi fastholder vores prisfastsættelse af Østre Havn, som værende korrekt. Derfor er vi også overbeviste om, at en uvildig valuar ville nå til samme pris som os. Når det er sagt, så havde det ikke mindst for Aalborg Havn A/S været en fordel - forløbet taget i betragtning - om en sådan havde været foretaget inden salget i marts 2006.
Men prisen er fastsat ud fra, hvad sammenlignelige grunde koster per kvadratmeter. Spændet mellem 44 mio.kr. og 105 mio.kr. afspejler den usikkerhed, der er forbundet med byggemodning af grunden.
Når Konkurrencestyrelsen kommer med dens redegørelse, er styrelsen i denne sammenhæng EU-kommissionens repræsentant i Danmark, og der er derfor tale om kun en sag.