Ny rapport konkluderer:

Aalborg Havn er en markant dynamo i regionens udvikling


I 2007 blev de tre erhvervshavne i Aalborg kommune anløbet af 2.400 skibe. Havnene – Aalborg Havn A/S og de to private Aalborg Portland og Vattenfall skabte sammen med 72 havnerelaterede virksomheder i 2007 beskæftigelse for 6.331 personer, der betalte 1.094 mia. kr. i kommuneskat.
Beskæftigelsen svarer til samtlige indbyggere i Aalborg kommunes tredjestørste by, Svenstrup, og skatteprovenuet kan godt og vel dække kommunens drift af folkeskolerne på budgettet for 2008.

For Aalborg Havn A/S har COWI A/S gennemført en analyse af ”Aalborg Havns betydning for regionens erhvervsudvikling”. Baseret på beskæftigelse, indkomstskabelse, skatteprovenu og produktionsværdi konkluderer rapporten, at Aalborg Havn allerede nu er en markant dynamo i den regionale erhvervsudvikling.

Siden 2000 er godsomsætningen i Aalborg Havn A/S vokset med 20%, mens de øvrige større havne i Danmark har haft en gennemsnitlig vækst på 14%. Også de to private havne, Aalborg Portland og Vattenfall, har i samme periode haft stigende godsomsætning, og i 2007 passerede de tre Aalborg-havne tilsammen 7 mio. tons gods. Hvis de var samlet under én hat, ville Aalborg have Danmarks femtestørste havn, målt på godsomsætning. Kun Fredericia Havn, Århus Havn, Københavns Havn og Statoil-havnen i Kalundborg er i dag større.

Aalborg som ”port”

Når den aktuelle COWI-rapport også rummer en helhedsvurdering af de tre Aalborg-havnes samlede betydning for den regionale erhvervsudvikling, skyldes det, at havnene i vid udstrækning har fælles rammevilkår, og at de arbejder formaliseret sammen om fælles interesser. I Fjordudvalget, der blev etableret i 1925, samarbejder de tre havne om vedligeholdelse af Limfjordens besejlingsforhold fra Hals til Aalborg, om miljøberedskab og -undersøgelser, om vedligeholdelse af to deponeringsområder og om isbrydning.

-Rapporten danner grundlag for planlægningen af fremtiden for Aalborg Havn A/S, men skal i et videre perspektiv også over for politikerne lokalt, regionalt og nationalt dokumentere den samlede effekt af de tre Aalborg-havne. Når der på baggrund af Infrastrukturkommissionens redegørelse skal udpeges havne/transportcentre af særlig national betydning, er det vigtigt, at vi i Aalborg positionerer os ikke blot som Nordjyllands største havneområde, men også et område med betydeligt udviklingspotentiale, siger salgs- og marketingchef Ole Brøndum Aalborg Havn A/S.

Den regionale og nationale betydning som en af Danmarks ”porte” mod udlandet skærpes af, at de tre Aalborg-havne internationalt set udgør en samlet helhed, og at Aalborg er basishavn for hele skibstrafikken til Grønland.

Forskellige profiler

Aalborg Havn A/S har den bredeste profil af de tre havne med både bulkgods, stykgods, projektlaster og en containermængde, der gør havnen til Danmarks tredje største containerhavn efter Århus og København. I 2007 havde Aalborg Havn A/S en godsomsætning på 2.749 tons.

Aalborg Portlands havn i Rørdal med 800 m kajplads blev etableret i 1889 og omsatte i 2007 3 mio. tons gods. 73% var udskibning af primært bulk-cement, mens indskibningen bestod af brændsler og råmaterialer til produktionen.

Vattenfall havnen ved Nordjyllandsværket på Limfjordens nordside blev etableret i 1966 og har 345 m sammenhængende kajstrækning. Af 2007-godsomsætningen på 1.286 tons var de 99 % indskibning med kul som dominerende.

Den aktive medspiller

I opgørelsen af havneaktiviteternes samlede erhvervsøkonomiske effekt indgår foruden de tre havne også 72 virksomheder, der er lokaliseret på eller i nærheden af Aalborg Havn A/S arealer eller som minimum har 30 % af aktiviteterne tilknyttet havnen. Disse virksomheder og havnene opnåede i 2007 en bruttoværditilvækst på 3.737 mio. kr. og en produktionsværdi/omsætning på næsten 8,5 mia. kr.. Til sammenligning er Aalborg Kommunes budgetterede skatteindtægter i 2008 på godt 7 mia. kr..

-I den periode, væksten i Aalborg Havn A/S har ligget så markant over landsgennemsnittet, har havnens rolle ændret sig. Hvor den tidligere primært opererede som part i den samlede infrastruktur, er den i dag en langt mere aktiv medspiller for havnens kunder og det omgivende samfund. Det er den rolle, der er beskrevet i rapporten ”Aalborg Havns betydning for regionens erhvervsudvikling”, og som også kommer til udtryk i vort slogan, ”Stærk på samarbejde og transport”, siger adm. direktør Claus Holstein, Aalborg Havn A/S.

Se et sammendrag af COWI's rapport her .

Opdateret 02-08-2008